|
Overflytning fra anden a-kasse
Hvis du er medlem af en anden a-kasse, kan medlemskabet overflyttes til AAK, der er den største a-kasse for akademikere. Du kan melde dig ind, når du afslutter en uddannelse eller er i arbejde fx inden for det akademiske område. Du kan også blive overflyttet til AAK, hvis du ønsker at blive medlem af det største akademiske a-kassefællesskab.
Her kan du se, hvilke typer medlemmer vi har – og hvor vores nyuddannede medlemmer kommer fra: AAK's medlemmer
Hvad skal du gøre
Du kan melde dig ind i AAK via nettet - også når det gælder en overflytning fra anden a-kasse; her skal du blot taste dine informationer i indmeldelsesskemaet i Net@kassen.
Du kan også udfylde en papirblanket, der hedder Ansøgning om optagelse i eller skift af a-kasse.
Overflytning som lønmodtager
Du har som lønmodtager ret til at blive overflyttet til AAK; du skal bare have et arbejde, der varer mindst 5 uger, og med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 10 timer om ugen.
Overflytning som nyuddannet
Som nyuddannet kan du vælge at blive overflyttet med nye dimittendrettigheder eller med de allerede erhvervede rettigheder.
Når du har valgt mellem at blive overflyttet som dimittend eller med bevarelse af erhvervede rettigheder, kan du ikke senere fortryde dette valg. Du skal derfor forhøre dig om dine nuværende rettigheder i din a-kasse, før du vælger.
- Nyuddannet med dimittendrettigheder
Hvis du vælger dimittendrettighederne, skal du søge om optagelse inden 14 dage efter, du har afsluttet din uddannelse.
Hvis du har været medlem af en a-kasse i mindst 1 år, har du ret til dagpenge med det samme efter uddannelsens afslutning. Du har desuden de samme rettigheder som andre dimittender, bl.a. til feriedagpenge. Til gengæld kan der kun udbetales med dimittendsatsen, indtil betingelserne for udbetaling med en højere sats er opfyldt.
- Nyuddannet med erhvervede rettigheder
Du kan også vælge at blive overflyttet med de erhvervede rettigheder, som du har i den nuværende a-kasse. Du skifter så alene fagligt område, fordi uddannelsen er afsluttet. Du skal søge om overflytning, senest 4 uger efter uddannelsen er afsluttet.
- Spørg AAK til råds
Som du kan se, er valget vigtigt, og efter uddannelsen har du kun to uger til at beslutte dig. Du er meget velkommen til at kontakte AAK for at få en uddybende forklaring af forskellen på dimittendrettigheder og erhvervede rettigheder.
Overflytning som selvstændig erhvervsdrivende
Arbejder du som selvstændig erhvervsdrivende, kan du også blive overflyttet til AAK.
Overflytning som ledig
Selv om du er ledig, har du også mulighed for at skifte a-kasse; og det gælder, uanset om du bliver ledig fra arbejde som lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller på baggrund af uddannelse.
|