Spørgsmålet om opsigelsesvarsel og frigørelsesattest er vigtigt, når det drejer sig om retten til supplerende dagpenge - fordi det har betydning for din rådighed for arbejdsmarkedet.
Er du omfattet af et opsigelsesvarsel, kan du ikke tage andet arbejde med dags varsel, hvilket er en betingelse for at kunne modtage dagpenge – også supplerende dagpenge.
Du skal gøre dig klart, om du har et opsigelsesvarsel på dit arbejde.
Arbejder du fx fast 20 timer om ugen som funktionær, er du omfattet af et opsigelsesvarsel. Opsigelsesvarsler kan også være beskrevet i din ansættelseskontrakt eller den overenskomst, du er omfattet af.
Få en frigørelsesattest
Din arbejdsgiver kan frigøre dig fra dit opsigelsesvarsel ved at udfylde en frigørelsesattest.
På den måde kan du sige dit arbejde op med dags varsel for at tage andet arbejde med samme eller flere antal ugentlige timer - og dermed kan du få ret til supplerende dagpenge
Hvis ansættelsen udløber, og du genansættes, skal du sende en ny frigørelsesattest. Det gælder fx for undervisere, som ansættes for et semester ad gangen. De skal sende en ny frigørelsesattest ved hver ansættelse for et nyt semester.
Attesten kan du finde her.
Tidsfrister
AAK skal have modtaget frigørelsesattesten senest 5 uger efter ansættelsens start. Den første dag i ansættelsen medregnes i fristen. Hvis AAK modtager frigørelsesattesten senere, kan vi først udbetale supplerende dagpenge til dig fra modtagelsesdagen.
Hvis frigørelsesattesten er indeholdt i ansættelseskontrakten, skal du sende dén til os, og her gælder samme tidsfrist for, hvornår vi skal have modtaget den i AAK.
Begrænset periode for supplerende dagpenge
Du kan kun modtage supplerende dagpenge i en tidsbegrænset periode. Det betyder, at du kun har ret til supplerende dagpenge samtidig med lønarbejde på nedsat tid i sammenlagt 30 uger inden for de sidste 104 uger.
Til de 30 uger medregnes alle uger, hvor der er udbetalt supplerende dagpenge.
Ved turnus og turnuslignende ansættelser (fx vagtplaner) medregnes alle uger, også uger hvor der slet ikke er udbetalt dagpenge, eller hvor der er udbetalt fulde dagpenge. Vi skriver til dig ca. 3 måneder før, du har opbrugt din ret til supplerende dagpenge.
Når man har brugt de 30 uger, skal man opfylde et arbejdskrav, før man igen kan få ret til supplerende dagpenge samtidig med lønarbejde på deltid.
Arbejdskravet er på 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder. Arbejdet skal være udført efter, at man har opbrugt de 30 uger.
Hvis du vil vide mere
Læs, hvordan du søger om supplerende dagpenge.
Læs, hvordan arbejdet bliver modregnet i dagpengene.
Læs også pjecen Værd at vide