Arbejder du uden et opsigelsesvarsel, har du ikke brug for, at din arbejdsgiver udsteder en frigørelsesattest. Du skal dog stadig i god tid give AAK oplysninger om arbejdet.
Vær opmærksom på, at du godt kan være omfattet af et opsigelsesvarsel, selvom det ikke fremgår af din kontrakt. Arbejder du fx som funktionær 8 timer eller derover om ugen, er du omfattet af funktionærloven, og har dermed et opsigelsesvarsel - også selvom det ikke fremgår af din kontrakt.
Løse tilkaldevikarer ved fx daginstitutioner har ikke noget opsigelsesvarsel.
Husk altid at undersøge grundigt, om du er omfattet af et opsigelsesvarsel – enten i din kontrakt eller overenskomst. Spørg din arbejdsgiver og AAK hvis du er det mindste i tvivl.
Supplerende dagpenge i 30 uger i løbet af en periode på 2 år
Fra den 14. april 2008 er der indført en begrænsning i, hvor lang tid man kan få supplerende dagpenge, når man er ansat uden opsigelsesvarsel. Du kan derfor kun modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for en periode på 2 år. I de 30 uger indgår alle uger efter den 14. april 2008, hvor der er sket fradrag i dagpengene på grund af arbejdstimer.
Hvis du når at bruge de 30 uger, kan du sige dit arbejde op uden at få karantæne for selvforskyldt ledighed. Vi skriver til dig ca. 3 måneder før, du har brugt de 30 uger.
Er du løs tilkaldevikar, holder du i princippet op på dit arbejde hver dag, når du går hjem fra arbejde.