AAK

AAK Lønsikring

Har du i tilfælde af ledighed brug for mere end dagpenge for at få økonomien til at hænge sammen, kan du tegne en tillægsforsikring som supplement til dit medlemskab i AAK.

Om AAK Lønsikring

Her er en kort gennemgang af hovedlinierne for AAK Lønsikring. Det er naturligvis forsikringsbetingelserne, der specificerer reglerne for forsikringen - herunder dækningens omfang og begrænsninger.

Ønsker du yderligere vejledning om Lønsikring, skal du kontakte TopDanmark, som administrerer forsikringen.

Hvad dækker forsikringen?
Forsikringen dækker, hvis du bliver ufrivilligt ledig. Du er også dækket, hvis du mister evnen til at arbejde på grund af sygdom eller ulykke. Til gengæld kan du ikke få udbetalt penge, hvis du selv siger op og heller ikke, hvis du bliver bortvist på grund af for eksempel svig eller bedrageri.

Hvem kan købe forsikringen?
Du kan købe AAK Lønsikring, hvis du er

  • medlem af AAK
  • mellem 18 og 55 år
  • i arbejde i mere end 16 timer om ugen
  • i arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhversdrivende som hovedbeskæftigelse

Du kan også tegne forsikringen, hvis du er ansat i en tidsbegrænset stilling eller i en projektansættelse, dog skal forsikringen have været i kraft i 2 år før kontrakten må ophøre.

 Hvis du har tegnet en tilsvarende lønsikring i et andet forsikringsselskab, har du mulighed for at medregne optjent anciennitet ved overflytning til AAK Lønsikring.

Hvad får du for pengene?
Du vælger selv, hvordan du vil sammensætte din forsikring. Pris afhænger af om du vælger mulighed for 6 eller 12 måneders udbetaling af gangen.

Eksempel
Du har en bruttoløn på 31.000 kroner inklusive eget pensionsbidrag. Når du har trukket 8 procent fra til arbejdsmarkedsbidrag, har du 28.520 kroner tilbage.

Du kan højest få udbetalt i alt 85 pct.af din nuværende løn, det giver 24.242 kroner. Da dagpengene i forvejen giver dig 16.597 kroner (den højeste dagpengesats i 2011), skal det beløb trækkes fra.

Differencen på 7.645 kroner er det beløb, du kan få udbetalt fra tillægsforsikringen. Da der er et spring på 2.000 kroner mellem hvert dækningstrin, vil en dækning på 8.000 passe til dig.

En dækning på 8.000 kroner om måneden i 12 måneder koster 309 kroner om måneden i præmie.

Du skal bare være opmærksom på, at du aldrig kan få udbetalt mere end 85 pct. af det, du tjente, da du blev arbejdsløs.

 Hvornår begynder udbetalingerne?
Du kan få udbetalt penge fra din tillægsforsikring, hvis den har været i kraft i minimum 9 måneder, og du har haft arbejde i mindst 16 timer om ugen i alle 9 måneder.

Udbetalingerne fra AAK Lønsikring sker månedsvis bagud.

 Eksempel
Hvis din første ledighedsdag er den 1. januar, og du har valgt en selvrisikoperiode på 30 dage, dækker AAK Lønsikring fra den 1. februar. Det betyder, at du første gang får udbetalt penge fra AAK Lønsikring den 1. marts pga. bagudbetaling. Udbetalingerne falder altid den første i en måned og der udbetales kun penge for hele måneder.

Hvor længe er du dækket?
AAK Lønsikring fungerer som en slags klippekort. Alt efter hvordan du sammensætter din personlige forsikring, kan du højst få udbetalt penge i 6 eller 12 sammenhængende måneder. Når du har fået penge fra forsikringen i alt 24 måneder, er dit "klippekort" brugt op, og forsikringen ophører.

Eksempel
Hvis du efter en ledighedsperiode på fx 2 måneder igen får arbejde i 6 måneder eller mindre - og herefter igen rammes af fx 3 måneders ledighed, betragtes de to ledighedsperioder (2 måneder + 3 måneder) som én arbejdsløshedsperiode. Dermed skal du kun afholde en selvrisikoperiode for den første arbejdsløshedsperiode. 

Når du i alt har fået udbetalt dækning i 6 eller 12 måneder stopper udbetalingen. For at få udbetalinger igen fra forsikringen, skal du have arbejde i mindst 6 måneder med 16 ugentlige arbejdstimer - og herefter indtræder der en ny selvrisikoperiode, før man igen kan få udbetaling fra AAK Lønsikring.

Er du efter en ledighedsperiode i arbejde i mere end 6 måneder, og bliver ledig igen, betragtes det som to ledighedsperioder. Dvs., du skal igen arbejde i mindst 6 måneder med mindst 16 ugentlige arbejdstimer - og herefter indtræder en ny selvrisikoperiode.

Hvilke skatteregler gælder for forsikringen?
Du kan trække forsikringspræmien fra på selvangivelsen som ligningsmæssigt fradrag
(ifølge Pensionsbeskatningslovens § 49). Ved udbetaling på grund af arbejdsløshed skal du betale almindelig indkomstskat, men ikke arbejdsmarkedsbidrag.

AAK Lønsikring dækker ikke i disse situationer
Forsikringen dækker ikke, hvis

  • du, da du tegnede forsikringen, vidste eller burde vide, at du ville blive arbejdsløs
  • du bliver arbejdsløs eller får besked om, at du vil blive arbejdsløs, inden for de første 9 måneder efter tegning af forsikringen
  • du frivilligt bliver arbejdsløs, med mindre du har en gyldig grund efter arbejdsløshedslovgivningen,
  • du bliver bortvist af din arbejdsgiver eller afskediget af en grund, som du selv er skyld i
  • du arbejder på et specifikt projekt, der planmæssigt forventes at slutte inden for en periode på 2 år efter ansættelsen
  • du arbejder på en tidsbegrænset kontrakt, hvor ansættelsesforholdet afsluttes inden for en periode på 2 år efter ansættelsen
  • du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.


Desuden dækker forsikringen kun ved arbejdsløshed, som skyldes sygdom eller ulykke, der er opstået efter, at forsikringen trådte i kraft.

Selvstændige erhvervsdrivende skal være opmærksomme på, at dækningen er begrænset til de tilfælde, hvor virksomheden er erklæret konkurs eller er gået i betalingsstandsning.

Tillægsforsikring gennem din faglige organisation
Hvis du er medlem af en af nedenstående faglige organisationer, kan du via din forening tegne samme tillægsforsikring som AAK Lønsikring - dog til en lidt lavere præmie, da de faglige organisationer har påtaget sig noget af Topdanmarks administration. Denne mulighed er a-kasser gennem lovgivningen frataget.

Faglige organisationer, der tilbyder deres medlemmer en tillægsforsikring:

print
 

På workshop hos AAK

Gratis workshops om CV, jobansøgning, jobsamtale eller netværkets muligheder.

Se listen her
 

Online med AAK

Søg om dagpenge med få klik - og udfyld dine dagpengekort online

Gå til Selvbetjening