Fuld- eller deltidsforsikring?
De fleste vælger at være fuldtidsforsikrede, men deltid er også en mulighed.
Satser for udbetaling
I 2013 er de maksimale dagpengesatser 801 kroner pr.
dag for fuldtidsforsikrede og 534 kroner for
deltidsforsikrede.
Dagpengesatserne for nyuddannede er henholdsvis 657 kroner
og 438 kroner om dagen.
Når du skal melde dig ind i AAK, skal du tage stilling til, om
du vil være fuldtids- eller deltidsforsikret.
Arbejder du/ønsker du at arbejde på fuld tid, skal du melde dig
ind som fuldtidsforsikret. Ønsker du kun deltidsarbejde i op til 30
timer om ugen, kan du vælge at være deltidsforsikret.
Deltidsansat med fuldtidsforsikring
Du behøver ikke at arbejde på fuld tid for at vælge
fuldtidsforsikringen. Men hvis du bliver ledig, skal du for at få
dagpenge som fuldtidsforsikret have haft 1924 timer arbejde i løbet
af de seneste 3 år. Derudover skal du være til rådighed for 37
timers arbejde om ugen.
Opfylder du disse betingelser, beregner vi en
dagpengesats på fuld tid til dig. Men vær opmærksom på,
at selv om du har ret til dagpenge som fuldtidsforsikret,
betyder det ikke, at du kan få det maksimale beløb udbetalt.
Det afhænger af, hvor meget du har arbejdet, og hvor meget du har
tjent i en periode på 3 måneder. Hvis du i en periode på 3 måneder
har haft minimum 321 timers arbejde og en indtægt på mindst 62.850
kroner kan du få udbetalt maksimumssatsen på 17.355 kroner i
gennemsnit om måneden. Du må i perioden på 3 måneder ikke have fået
dagpenge.
Fra deltids- til fuldtidsforsikret
Har du valgt at være deltidsforsikret, men efterfølgende
begynder arbejde med mere end 30 timer om ugen, skal du kontakte
os. Det skyldes, at du skal skifte til at være
fuldtidsforsikret.
