46 forslag til at gøre livet lettere
Regeringen spiller ud med 46 punkter, der skal gøre livet lettere for ledige
Ledige, virksomheder, selvstændige, kommuner og a-kasser kan se
frem til en mindre bøvlet hverdag. Med 46 konkrete forslag vil
beskæftigelsesminister Inger Støjberg fjerne bureaukrati i
beskæftigelsesindsatsen. De 46 forslag kommer i forlængelse af
kampagnen Væk med bøvlet, Inger, hvor også AAK,
A-kassernes Samvirke og AC meldte ind til ministeren, at flere
regler var uhensigtsmæssige og unødigt bureaukratiske.
Forslag skal forhandles i Folketinget
Endnu er ministens forslag kun forslag, hvor mange skal
forhandles med de politiske partier i Folketinget, inden de kan
blive gennemført ved lovændringer. AAK vil informere løbende her på
hjemmesiden om de ændringer, der kommer.
Blandt de 46 forslag er der flere, der vil give AAK's ledige
medlemmer en lettere hverdag. Det gælder fx forslaget om, at
A-kassen fremover skal udbetale sygedagpenge ved ledige medlemmers
kortvarige sygefravær.
Sygedagpenge fra AAK i to uger
I dag skal ledige, der bliver syge, melde sygdom til AAK, der
derefter skal sende en blanket til det syge medlem. Medlemmet skal
så udfylde blanketten og sende den til kommunen. Herefter bliver
dagpengene fra AAK afløst af sygedagpenge fra kommunen - samme
beløb, men fra to forskellige kasser. Når influenzaen så er
overstået, skal medlemmet aflevere specifikationerne på
sygedagpengene fra kommunen til AAK, for at AAK igen kan udbetale
dagpenge.
- Alt det giver medlemmet meget papirbøvl. Hvis regeringens
forslag bliver vedtaget, skal medlemmerne ikke hele denne mølle
igennem ved kortvarig sygdom. Først når de har været syge i to
uger, skal kommunen inddrages. Indtil da kan AAK udbetale
sygedagpengene til dem. Derved undgår medlemmerne meget
frem-og-tilbage, og vores sagsbehandling bliver også lettere, siger
forsikringschef Niels Bjerre fra AAK.
Mindre intensiv indsats for ledige på vej i job, barsel,
efterløn eller pension
Også forslaget om at ledige ikke skal til samtaler, i aktivering
eller som udgangspunkt skal sende jobansøgninger, hvis de inden for
fire uger starter i et nyt job eller forlader arbejdsmarkedet, er
et forslag, som AAK hilser velkommen.
- Det kan virke formålsløst, at ledige i dag bliver pålagt at
søge konkrete job eller møde til samtaler eller tilbud, hvis de fx
kan dokumentere, at de har et nyt job på hånden. Samtidig giver det
virksomhederne unødvendigt arbejde at modtage ansøgninger fra
personer, som allerede har et job. Også a-kasserne bruger mange
ressourcer på ledige, der alligevel er på vej i job eller på
barsel, efterløn eller pension, siger Niels Bjerre.
Andre forslag, der nu skal forhandles er:
- Ledige skal ikke længere dobbeltregistrere sig og udfylde en
masse papirer, hvis de bliver syge. Fremover skal man blot syge- og
raskmelde sig ét sted - nemlig på nettet.
- Det bliver nemmere for ledige at melde ferie
- Cv'et på Jobnet, bliver enklere og mere brugervenligt.
- Ledige skal kunne kommunikere elektronisk med jobcentret - fx
booke samtaler og følge deres egen sag via Jobnet
Se beskæftigelsesminsterens pressemeddelelse om de 46 forslag
Se kataloget med de 46 forslag.
