AAK

Bus til job i Tønder

Stå på Akademikerkampagnens job-bus, og kør med til match making i Tønder. OBS: Tilmeldingsfrist 16. september.

I samarbejde med Tønder Kommune inviterer Akademikerkampagnen til match making med virksomheder i Tønder den 19. september. Måske du kan finde din kommende arbejdsgiver ved dette arrangement, der er planlagt som en bustur med afgang fra Odense og Kolding.

En række virksomheder og institutioner står klar til at præsentere sig og samtidig de job, de skal rekruttere til i den nærmeste fremtid. Du får både mulighed for at besøge dem og for at mødes med dem til en efterfølgende match making. Arrangementet er gratis, og Akademikerkampagnen sørger for busturen frem og tilbage og forplejning på selve dagen.

Virksomhederne, du kan besøge og tale med, er bl.a. ECCO, Tønder Kommune og Tønder Gymnasium (bus no. 1 med afgang fra Odense) og DP Cleantech, Benteler Aluminium Systems Dk og Hydro Aluminium Precision Tubing (bus no. 2 med afgang fra Kolding).

Du kan se hele programmet her.

Er du på jagt efter et akademikerjob, og er du klar til at pendle eller flytte for det, så er denne dag en god mulighed for at netværke med virksomheder, der står over for at skulle udvide medarbejderstaben inden for kort tid.

Kommende arrangementer

Akademikerkampagnen planlægger lignende ture med job-bussen til Lemvig den 26. september, til Vesthimmerland den 5. oktober og til Thy den 9. november.

Praktisk info om turen til Tønder

 Akademikerkampagnen sørger for et personligt visitkort med kontakt-oplysninger og fagligt fokus på hver deltager. Når du tilmelder dig turen, beder vi dig derfor om at skrive 2-3 kompetencer/jobønsker på, der kan vise virksomhederne, hvad du kan bidrage med. Du får dine visitkort udleveret på bussen. Medbring også dit CV på turen.

 

Tilmelding skal ske til Akademikerkampagnens sekretariat, konsulent Louise Bjerregaard: lb@ac.dk. Oplys venligst navn og mobilnummer, hvilken bus du vil med, og hvilke 2-3 kompetencer, du vil have stående på dit visitkort. Der er begrænset antal pladser.

 

Transport og forplejning er gratis, men dukker du ikke op, vil der blive afkrævet et gebyr, der svarer til pladsens pris. Der er også mulighed for at købe ind i en grænsehandelsbutik.

 

Tilmelding senest fredag den 16. september.

print
 

Artikel arkiv