Nye penge til videnpiloter
AAK opfordrer ledige kandidater til at undersøge muligheden for at blive videnpilot. Lige nu er der nye penge i ordningen, og stor efterspørgsel på dem.
Den 1. september 2011 kom der nye 5 mio. kroner til
Videnpilotordningen. En række virksomheder står allerede i kø for
at få tilskud til at ansætte en akademiker som videnpilot, og de
vil snarest muligt få besked på deres ansøgninger fra Forsknings-
og Innovationsstyrelsen. Resten af pengene fordeles efter
først-til-mølle princippet.
Videnpilotordningen er populær hos virksomhederne. Allerede i
april løb ordningen tør for penge, men nu er der igen midler at
komme efter. Men AAK forudser, at de hurtigt kommer i spil. Derfor
gælder det om at være hurtigt ude med en ansøgning,
og chefkonsulent Louise Rosenbaum opfordrer til, at ledige
kandidater allerede tidligt i deres ledighedsforløb tænker i de
muligheder, som ordningen giver:
- Jeg vil opfordre til, at man ser på mulighederne i
Videnpilotordningen. Ordningen er skræddersyet til akademikere, og
de, der gør brug af ordningen, er meget glade for den.
Som videnpilot er du ude af ledighedssystemet og ansat på fuld
tid og på almindelige funktionærvilkår.
- Det er en god måde at komme videre på. Du får både erfaring,
et udviklingsprojekt på CV'et, og du arbejder tæt sammen med
ledelsen om strategi og planlægning. Du får foden inden for i en
virksomhed, og så får du rigtig løn, siger Louise
Rosenbaum.
Videnpilotjob hos AAK Jobmatch
Gennem ordningen kan virksomheder få tilskud til at ansætte en
højtuddannet medarbejder til at gennemføre et konkret
udviklingsprojekt.
Virksomheden skal have mindst to og højst 100 fuldtidsansatte,
en årlig omsætning på minimum 1 mio. kroner, og der må max. være to
højtuddannede ansat foruden ejeren i forvejen.
Mange AAK'ere finder selv den virksomhed, hvor de
bliver ansat som videnpilot. Men også AAK formidler job som
videnpilot via AAK Jobmatch. Og ordningen er altid med i
overvejelserne, når der fx kommer henvendelser fra virksomheder,
der gerne vil have en akademiker ansat med løntilskud.
Videnpilot i stedet for løntilskud
- Vi ser altid på, om der er mulighed for at foreslå
Videnpilotordningen i stedet for løntilskud. Ikke mindst fordi
vores medlemmer så kommer ud af ledighedssystemet. I løntilskud
bruger man af sin ret til dagpenge, men som videnpilot optjener man
ret. Ofte kan det lade sig gøre at få virksomhederne med på at gå
videnpilotvejen, men det er selvfølgelig ikke alle virksomheder og
job, der opfylder betingelserne, siger Louise Rosenbaum.
Er du i forhandlinger om et job med løntilskud, kan du se
her, om der er mulighed for at lave en aftale med virksomheden
om videnpilot i stedet. AAK hjælper dig gerne med råd i forbindelse
med både Videnpilotordningen og løntilskud.
Videnpilotordningen er populær hos virksomhederne, fordi de får
mulighed for at ansætte højtuddannede til at løse
udviklingsopgaver, som de ellers ikke ville kunne løfte.
Ifølge Forsknings- og Innovationsstyrelsen er der nu 537
virksomheder, der har eller har haft en videnpilot ansat. Løbende
evaluering af ordningen viser, at 69 procent af de afsluttede
projekter har resulteret i en øget omsætning, 64 procent har ført
til en ekspansion af markedsområdet og 81 procent har medført en
udvikling af nye produkter og/eller processer i virksomheden.
