Efterlønnen forringes
Efterlønnen har med mellemrum været til debat på den politiske scene, og medierne har jævnligt meldt den både død og levende. Men nu bliver gisningerne til virkelighed, og danskerne skal fremover vænne sig til tanken om flere år på arbejdsmarkedet.
I december forventes det, at den såkaldte Tilbagetrækningsreform
vedtages, og dermed ændres vilkårene generelt for, hvornår man kan
forlade arbejdsmarkedet. Både folkepensionsalderen og tidspunktet
for efterløn rykkes, ligesom vilkårene for udbetalingen af efterløn
ændres.
Konsekvenserne afhænger af alder
I AAK får ændringerne betydning for de ca. 45.000
medlemmer, der betaler til efterlønsordningen.
- Konsekvenserne af de nye regler for efterløn er forskellige
alt efter, hvornår man er født, forklarer forsikringschef Niels
Bjerre.
- For de yngste medlemmer rykkes folkepensionen til 69 år og
efterlønnen til 66 år. For medlemmer født før 1. januar 1954 ændres
efterlønnen ikke. Herimellem er der forskellige vilkår alt efter
den præcise alder.
AKK kontakter medlemmerne
En del medlemmer af AAK er begyndt at overveje, hvordan de er
stillet efter reformens gennemførelse. Niels Bjerre pointerer, at
den konkrete vejledning sker, når reglerne er endeligt
vedtaget.
- Vi kontakter alle medlemmer i februar 2012 med vejledning, der
tager afsæt i de konsekvenser, der gælder for lige netop deres
aldersgruppe. Vi arbejder også på en onlineansøgning for medlemmer,
der vælger at få udbetalt deres efterlønsbidrag, fortæller Niels
Bjerre.
Sådan ændres efterlønsordningen:
- Efterlønsperioden afkortes fra 5 til 3 år
- Skærpede regler om modregning af pensioner i efterlønnen.
- Man får mulighed for at få sine indbetalte efterlønsbidrag
udbetalt skattefrit i perioden 2. april til 1. oktober 2012. Dermed
fraskriver man sig retten til efterløn.
