Job med løntilskud - ydmygelse eller optur
Løntilskuddet er for nogen en ydmygende oplevelse. For andre betyder det positive erfaringer, selvtillid og måske endda fast job. Det handler om at skræddersy jobbet fra start og stille krav til arbejdsgiveren.
Lene Nielsen er landskabsarkitekt og arbejder
i Københavns Kommune med planlægning af legepladser.
Hun kom dertil via et job med løntilskud.
- Det er oplagt at søge job med løntilskud på projekter, som dem
vi arbejder på her i afdelingen. Selv sørgede jeg for at gøre mig
uundværlig, siger Lene med smil i stemmen. På den måde var jeg
efter mit løntilskud i en midlertidig stilling, inden jeg fik fast
job her.
Ny rapport kritiserer offentlig løntilskud
Senest konkluderes det i en rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at
offentlig løntilskud ikke indvirker positivt på den lediges
jobmuligheder fremover. Og da AAK formidler flere job med
løntilskud, vurderes det enkelte job da også indgående:
- I AAK møder vi mange medlemmer, der har rigtig god nytte
af job med løntilskud både i det offentlige og private. Men
det handler om, at stille krav til jobbet. Naturligvis
skal den ledige ikke fastholdes i usikre ansættelsesformer og stå
tilbage med følelsen af at blive udnyttet, siger Lotte Molsing,
chef for AAK's jobindsats.
Har hørt de dårlige historier
Lene Nielsen har i sit netværk, hørt de dårlige historier om job
uden indhold og udsigtsløse ansættelser. Men insisterer man på et
reelt job, er perspektiverne anderledes positive
- Det er min erfaring, at løntilskuddet er en god måde at få hul
igennem glasloftet på. Det giver konkrete erfaringer, som fx
styrker den nyuddannede, som ikke er færdigbagt fra fx
arkitektstudiet. Det skinner igennem, fordi man i højere grad kan
tale med autoritet på baggrund af de opgaver, man har ført ud i
praksis, siger Lene Nielsen.
Brug sommeren på research på løntilskudsjob
Står jobsøgning lidt i stampe over sommeren, så drop den dårlige
samvittighed, og brug tiden på research - på dine muligheder i det
private og offentlige, virksomheder, du kunne tænke dig at arbejde
for og på en uopfordret ansøgning om et job med løntilskud. Ofte
skal du gøre en del af benarbejdet selv, så du kan præsentere
virksomheden for din idé.
