Nye initiativer til at mindske ledigheden blandt unge akademikere
Især flere videnpiloter og længere praktikophold kan give nye muligheder for AAK's medlemmer.
Regeringen lancerede den 5. april en række initiativer til at
mindske ledigheden blandt unge.
Forslagene skal nu forhandles i Folketinget, og du vil her på
siten kunne se, når forslagene er omsat til gældende regler. Når
det gælder flere penge til videnpilotordningen er der dog allerede
nu truffet beslutning om, at det kan iværksættes.
Initiativer målrettet til ledige
akademikere
Flere videnpiloter
Allerede nu tilføres videnpilotordningen 10 mio. kroner ekstra i
2011. Ordningen er populær blandt AAK's medlemmer, der med AAK's
Jobmatch har fået ansættelse i en række virksomheder.
Siden årsskiftet har AAK formidlet flere ansættelser af
medlemmer som videnpilot, og andre medlemmer har selv fundet en
virksomhed, der har kunnet gøre brug af ordningen. Men allerede i
første kvartal af 2011 var de afsatte midler for 2011 opbrugt. Nu
kommer der nye 10 mio. kroner i år.
"Videnpilotordningen er populær hos virksomhederne, fordi de får
mulighed for at ansætte højtuddannede til at løse
udviklings-opgaver, som de ellers ikke ville kunne løfte", siger
direktør Alex Nielsen, AAK.
"Da ordningen lukkede ned i år, fordi alle pengene var brugt,
stod vi faktisk med flere konkrete ansættelser til medlemmer, som
vi så måtte sætte på hold. Men med nye penge til ordningen er
der åbnet op for, at disse og endnu flere af vores medlemmer
kan få ansættelse som videnpilot", siger direktør Alex Nielsen,
AAK.
Ordningen allokeres også i alt ekstra 20 mio. kroner i 2012 og
2013. Videnpilotordningen bruges af mange nyuddannede, men kan
bruges af alle ledige akademikere med en kandidateksamen. Det
forventes, at de nye penge til ordningen vil betyde 200 nye
videnpiloter.
Markedsføring af akademikerne
Små og mellemstore virksomheder er ofte ikke opmærksomme på de
gevinster, der er ved at ansætte en akademiker eller mulighederne
for at få tilskud hertil.
Derfor foreslår regeringen, at der afsættes 1 mio. kroner årligt
i 2011 og 2012 til en kampagne, der skal synliggøre akademikeres
evner til at skabe merværdi og til at matche akademikere og små og
mellemstore virksomheder.
Kampagnen skal supplere de initiativer, som Akademikernes
Centralorganisation aktuelt gennemfører over for virksomheder i
yderområderne
Erhvervsrettet kompetenceudvikling for akademikere
Regeringen vil desuden afsætte en pulje på 5 mio. kroner årligt
i 2011 og 2012 til at opkvalificere akademikere, der er nyansatte i
job med løntilskud eller i fast job. Også her er målet, at pengene
skal kunne "bryde isen" i forhold til at få små og mellemstore
virksomheder til at ansætte akademikere.
Initiativer for alle ledige under 30
Virksomhedspraktik forlænges fra 4 til
13 uger
Regeringen foreslår, at forsikrede ledige under
30 år får mulighed for at komme i virksomhedspraktik i op til 13
uger, i stedet for som i dag 4 uger.
"For mange nyuddannede unge kan
virksomhedspraktik være indgangen til et job, netop fordi
praktikperioden giver den praktiske erhvervserfaring, som de
mangler", siger direktør Alex Nielsen.
"Med en længere praktikperiode vil vores medlemmer få mere på
CV'et, og der vil også være flere virksomheder, der vil binde an
med at få nyuddannede i praktik. Det kræver en del af
virksomhederne at ansætte nyuddannede akademikere i et
praktikforløb, så det giver mening for både den ledige og
virksomheden, og med en længere praktikperiode er der lagt op til,
at begge parter kan få et større udbytte af praktikken".
Læs mere om regeringens udspil
