Udfyld din jobsøgningsplan inden dit møde i AAK
Fra ultimo april skal du udfylde din jobsøgningsplan online, inden du skal til CV- og rådighedsmøde. Det giver bedre mulighed for at bruge din situation som udgangspunkt for at tale jobsøgning, problemstillinger og muligheder på mødet.
Selvbetjening fra ultimo april
Ultimo april omlægger AAK proceduren for at udfylde sin
jobsøgningsplan til online selvbetjening. Det betyder, at
medlemmerne nu selv udfylder deres plan forud for deres CV- og
vejledningsmøde og rådighedsmøde, hvorefter AAK kan forberede
møderne på grundlag af medlemmernes individuelle oplæg. Det giver
bedre mulighed til at tale målrettet jobsøgning på møderne.
"Online proceduren betyder, at vi får bedre mulighed for at tale
jobsøgning, problemstillinger og muligheder på mødet. Papirarbejdet
er overstået, og hvis vi umiddelbart kan godkende
jobsøgningsplanen, kan vi i højere grad bruge mødet til at se
fremad i stedet for at taste", siger chefkonsulent Charlotte
Knudsen fra AAK.
Sådan fungerer det
Du finder den nye online service i Selvbetjening på aak.dk. Du
udarbejder selv et udkast til de kommende måneders strategi for
jobsøgning. Planen sendes herefter online til AAK's jobkonsulenter,
der forbereder sig på dit møde med udgangspunkt i dit forslag til
plan. Er der behov for at ændre din plan, taler vi om eventuelle
ændringer på mødet, inden AAK godkender den.
Du skal sende din jobsøgningsplan 3 dage før dit møde, så AAK
har mulighed for at tjekke den igennem. Når den er blevet godkendt
på mødet, vil du altid kunne se den i din historik under
Selvbetjening på aak.dk.
Nyt koncept for CV-møder
Den nye procedure går online ultimo april, og det betyder, at
AAK's CV- og vejledningsmøder også får nyt koncept fra uge 17. På
CV-mødet vil der fremover indgå en workshop med fokus på
udarbejdelse af CV og ansøgninger.
