Dagpenge som lønmodtager
Som lønmodtager kan du få dagpenge, hvis du
- er ledig
- har været medlem af en a-kasse i de sidste 12 måneder
- har haft 52 ugers fuldtidsarbejde (1924 timer) som
fuldtidsforsikret, eller 1258 timers arbejde som deltidsforsikret
inden for de seneste 3 år
- er tilmeldt dit kommunale jobcenter (jobnet.dk)
- kan søge og påtage dig arbejde i 37 timer om ugen, hvis du er
fuldtidsforsikret, og 30 timer om ugen hvis du er
deltidsforsikret.
Hvor
meget kan du få fra AAK?
Dagpengesatsen beregnes som hovedregel på grundlag af de seneste
3 måneders arbejde. Du får 90 pct. af den gennemsnitlige lønindtægt
efter fradrag for arbejdsmarkedsbidrag.
For at få den højeste dagpengesats, skal man have arbejdet i
mindst 24 timer og 40 min. om ugen til en månedsløn på 20.950
kroner.
Du kan dog aldrig få mere end højeste dagpengesats, der i 2013
er på 801 kroner i 5 dage om ugen. Det svarer
i gennemsnit til 17.355,00 kroner om måneden.
Du vil dog ikke få beregnet en dagpengesats, hvis det er mindre
end 1 år siden, du sidst fik beregnet en dagpengesats.
Hvornår kan du få dagpenge?
Du kan normalt få dagpenge fra din første ledige dag, men ofte
skal din arbejdsgiver betale dine dagpenge for de tre første
dage - det kaldes G-dage. Derefter betaler AAK dine dagpenge.
Hvis du har et opsigelsesvarsel, hvor du har krav på løn fra din
arbejdsgiver, er du først ledig efter opsigelsesvarslet udløber.
Det gælder også, selvom du er fritstillet i opsigelsesperioden.
Karantæne inden dagpenge?
Hvis du selv har sagt dit arbejde op, eller hvis du selv er
skyld i, at du er blevet opsagt, vil du normalt først få dagpenge
efter 111 timers karantæne. Det er dog vigtigt, at du
tilmelder dig jobcenteret første dag efter udløbet af dit
opsigelsesvarsel.
Aktiveringstilbud
Du vil i perioden med dagpenge få aktiveringstilbud, som
fx job med løntilskud. Når du deltager i aktiveringstilbud - uanset
form, bruger du af de 2 års ydelser, som du har ret til.
