Feriepenge, når du er på efterløn
Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig til reglerne
for feriepenge, hvis du snart går på efterløn, eller allerede er
det.
Herunder finder du en oversigt over de emner, vi beskriver på
siden:
1. Fradrag for ferie - din oplysningspligt
2. Hvis du skal holde ferie med løn, dvs. hvis du har arbejde
3. Hvis du skal holde ferie med feriegodtgørelse
4. Feriegodtgørelse udbetalt som engangsbeløb
5. Hvis du får udbetalt feriegodtgørelse uden at holde ferie
6. Om 2-års reglen og den skattefrie præmie
1. Fradrag for ferie - din oplysningspligt
Hvis du skal holde ferie, og du får løn eller feriegodtgørelse
fra din arbejdsgiver, eller får udbetalt løn, eller
feriegodtgørelse uden at afholde ferien, skal du altid give AAK
besked om det. Det skyldes, at vi skal lave et fradrag i din
efterløn for feriegodtgørelse og for ferie med løn i den periode,
hvor du holder ferie.
Hvem skal underskrive feriekortet?
Hvis du har arbejde, når du holder ferie, skal din
arbejdsgiver underskrive feriekortet.
Hvis dine feriepenge administreres af Feriekonto, skal du søge
om dem på deres hjemmeside.
I øvrige situationer skal du sende dit feriekort til os, da vi
skal underskrive feriekortet. Uanset hvem, der udbetaler dine
feriepenge, skal du holder ferie, give os besked om
ferieperioden.
2. Hvis du har arbejde og holder ferie med løn
Hvis du holder ferie med løn, skal AAK trække det antal timer,
du får udbetalt løn for, fra i din efterløn.
AAK udbetaler efterløn for 37 timer om ugen. Hvis du får udbetalt
ferie med løn for mindre end 29,6 timer i en uge, kan vi supplere
med efterløn for de resterende timer op til de 37 timer.
Et eksempel: En efterlønsmodtager arbejder fast 15 timer om ugen
og får løn i ferien.
I de uger hvor medlemmet holder ferie, vil personen kunne få
udbetalt efterløn for 22 timer.
3. Hvis du holder ferie med feriegodtgørelse:
Mens du holder ferie med feriegodtgørelse, skal vi - dag for dag
- lave et fradrag i din efterløn. For hver dag, du holder ferie,
trækker vi således en dag fra i efterlønnen.
Ferie efter ferieloven opgøres ligesom efterløn som en 5 dages
uge og fradraget i efterlønnen foretages derfor med 1/5 af
efterlønnen pr. uge.
Hvis du får mindre i feriepenge end efterlønssatsen
Hvis feriegodtgørelsen eller feriepengene pr. dag er lavere end din
efterløn pr. dag, har du ret til at få differencen udbetalt som
efterløn.
4. Mulighed for feriegodtgørelse som engangsbeløb
Der gælder nogle undtagelser for reglen om, at man normalt ikke
kan få udbetalt sin feriegodtgørelse på én gang. Det gælder
hvis:
- du flytter til udlandet eller
- forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsbetingede
årsager.
Hvornår gælder undtagelsen?
Hvis man kan dokumentere i forhold til sine pensioner, at man har
forladt arbejdsmarkedet, har man mulighed for at få udbetalt sin
feriegodtgørelse på én gang. Det gælder, hvis
- man får udbetalt pension fra en privat pensionsordning
eller
- en pensionsordning oprettet som led i et
ansættelsesforhold.
Du skal søge om at få dine feriepenge udbetalt senest 6 måneder
efter, du opfyldte betingelser for at få feriepengene. Du skal søge
om dine feriepenge hos den, der administerer feriepengene.
Pensionsstyrelsen kan i helt særlige tilfælde dispensere fra
fristen på 6 måneder.
Hvordan er fradraget ved engangsbeløb?
Hvis du af en af de nævnte grunde får, eller har fået udbetalt
feriegodtgørelse på én gang inden for 3 måneder, før du gik på
efterløn, eller mens du var på efterløn, skal der laves et fradrag
i din efterløn.
Det sker ved, at det optjente antal feriedage (evt. afrundet til
hele eller halve dage) trækkes fra i efterlønnen. Det betyder, at
der for hver feriedag fratrækkes 1/5 af efterlønnen for en uge.
Hvis du får mindre udbetalt i feriegodtgørelse, end du får i
efterløn, kan vi udbetale differencen som efterløn.
5. Udbetaling af feriegodtgørelse uden du holder ferie
Får du udbetalt din feriegodtgørelse uden, du holder ferie, skal
der også ske fradrag i din efterløn.
Fradraget skal som udgangspunkt ske på det tidspunkt, du får
pengene udbetalt. Får du ikke efterløn på tidspunktet for
udbetalingen - fx fordi du er i midlertidig fuldtidsarbejde - så
skal fradraget ske, når du igen får udbetalt efterløn. Får du ikke
efterløn i 12 måneder efter udbetalingen af feriegodtgørelsen, skal
der dog ikke ske fradrag.
Eks.: En lønmodtager stopper med sit arbejde og går på efterløn
den 1. juli 2009. For ferieåret 2009 - 2010 (optjeningsåret 2008)
får han udstedt et feriekort på 25 dage. Han får nyt
fuldtidsarbejde den 1. marts 2010. Han når ikke at holde sin ferie
inden ferieårets udløb den 30. april 2010 og anmoder om at få
udbetalt feriepengene fra optjeningsåret 2008 i henhold til
ferielovens § 34 b, stk. 2. Han får feriepengene udbetalt onsdag
den 21. maj 2010. Da han har fuldtidsarbejde i denne periode, er
der ikke nogen efterløn at foretage fradrag i. Fradraget får derfor
først virkning, hvis den pågældende, skal have udbetalt efterløn
inden 21. maj 2011.
6. Om feriepenge i forbindelse med 2-års reglen og den
skattefrie præmie
Hvis du ønsker at dine feriepenge skal bruges til opgørelsen af
2 års-reglen, eller medregnes som timer til optjening af den
skattefrie præmie, er det en forudsætning, at du holder ferie.
Det betyder omvendt, at hvis du får udbetalt feriepenge uden at
holde ferie, kan dagene ikke indgå til opfyldelse af 2 års-reglen
eller tælle med til optjening af præmie.
