Tilbagetrækningsreformen er vedtaget
Med Folketingets vedtagelse af tilbagetrækningsreformen den 21. december 2011 sker der en række ændringer i den nuværende efterlønsordning.
De vigtigste ændringer er, at efterlønsalderen gradvist bliver
hævet, at efterlønsperioden gradvist bliver begrænset til tre år,
og at modregningen af pensioner bliver skærpet.
Endelig betyder tilbagetrækningsreformen, at man kan vælge at
udtræde af efterlønsordningen og få det indbetalte efterlønsbidrag
udbetalt skattefrit i perioden fra 2. april til 1. oktober
2012.
Hvordan kan jeg se, at AAK har modtaget mit skema om
tilbagebetaling af efterlønsbidrag?
Du finder kvittering for, at du har sendt skemaet til os under
"Historik" på "Min side" under "Selvbetjening". Du skal være logget
på selvbetjeningen med din NemID.
AAK vil i februar 2012 skrive til alle, der betaler eller har
betalt til efterlønsordningen og informere om de nye regler og
muligheden for at få efterlønsbidraget udbetalt.
Herunder kan du finde svarene på de almindeligste spørgsmål
vedrørende tilbagetrækningsreformen:
1. Hvad går jeg glip af, hvis jeg får efterlønsbidraget
udbetalt?
Har du bedt om at få efterlønsbidraget skattefrit betalt tilbage og
sendt skemaet til os via selvbetjeningen på aak.dk, da
fravælger du også efterlønsordningen.
Du fravælger efterlønsordningen endeligt. Du kan ikke fortryde dit
fravalg, og der er ikke mulighed for at benytte sig af
efterlønsordningen og optjene skattefri præmieportioner. Derudover
får du ikke mulighed for at benytte dig af de særlige ordninger,
der gælder for medlemmer, der betaler til ordningen som f.eks.
seniorjob (læs her om
seniorjob).
2. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ønsker mine indbetalte
efterlønsbidrag udbetalt?
Du skal søge om skattefri udbetaling af efterlønsbidraget via
selvbetjeningen på aak.dk. Du kan søge fra februar 2012 og frem til
1. oktober 2012. Vi må tidligst udbetale pengene i april 2012.
3. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ønsker at blive i
efterlønsordningen?
Du skal ikke gøre noget. Hører vi ikke fra dig og fortsætter du med
at betale til ordningen, bliver du i efterlønsordningen.
4. Hvis jeg bliver i efterlønsordningen, ændrer størrelsen
sig så på efterlønsbidraget på grund af
tilbagetrækningsreformen?
Dit efterlønsbidrag bliver ikke ændret.
5. Kan jeg fortsat optjene skattefri præmie?
Ja. Bliver du i efterlønsordningen, kan du stadig optjene den
højeste skattefrie præmie, som er den bonus, du kan få ved at
arbejde efter, du har nået efterlønsalderen. Den højeste skattefrie
præmie er i 2011 på 143.400 kr. Hæver du dit efterlønsbidrag, kan
du ikke optjene skattefri præmie. Du kan her læse
mere om den skattefrie præmie her. I februar orienterer vi dig
yderligere om, hvordan du optjener den skattefrie præmie.
6. Hvor meget kan jeg få udbetalt
skattefrit?
Det afhænger af, hvor lang tid du har betalt til
efterlønsordningen. Du har hvert år betalt syv gange den højeste
dagpengessats i det enkelte år. Den højeste dagpengesats var i 2011
på 766 kr., hvorfor du i 2011 har indbetalt 7x766 = 5362 kr. i
efterlønsbidrag. Hvis du vil have dit efterlønsbidrag udbetalt
skattefrit, så ser vi på, hvor længe du har betalt og ganger med
den maksimale dagpengesats i 2012. Du får således mere udbetalt,
end du har indbetalt, da dagpengesatsen for 2012 er 788 kr. Derfor
vil du eks. for de 5362 kr. du indbetalte i 2011 få 7x788 = 5516
kr. udbetalt. Hvis du har betalt til efterlønsordningen siden
starten i 1999, kan du få tilbagebetalt ca. 65.000 kr. Når vi til
februar 2012 vejleder dig om de nye regler, oplyser vi dig om det
nøjagtige beløb, som du har mulighed for at få udbetalt
skattefrit.
7. Hvad sker der med seniorjobordningen?
Reglerne om seniorjob er ikke blevet ændret med
tilbagetrækningsreformen. (læs her om
seniorjob).
8. Hvad er den sidste frist for skattefrit at få
udbetalt efterlønsbidraget?
Vi skal have modtaget din ansøgning senest 1. oktober 2012.
9. Kan jeg få skattefrit få mine efterlønsbidrag
tilbagebetalt, hvis jeg er fyldt 60 år før 2. april
2012?
Du kan ikke skattefrit få tilbagebetalt dit efterlønsbidrag, når du
er fyldt 60 år.
10. Kan jeg skattefrit få mine efterlønsbidrag
tilbagebetalt, hvis jeg fylder 60 år i perioden 2. april -1.oktober
2012?
Du kan få beløbet skattefrit tilbagebetalt, hvis du søger inden du
bliver 60 år og senest 1. oktober 2012.
11. Er efterlønsordningen afskaffet?
Nej, tilbagetrækningsreformen (som er det officielle navn for
efterlønsreformen) afskaffer ikke efterlønsordningen. Den forhøjer
efterlønsalderen gradvist og skærper modregningen af pensioner.
Efterlønssatsen forhøjes fra 91 til 100 % Dette er en forbedring og
medfører, at efterlønssatsen nu stiger til den maksimale
dagpengesats. Tidligere fik nogle kun 91 % af den maksimale
dagpengesats. Muligheden for at optjene den skattefrie præmie
bevares. Den skattefrie præmie er belønning for ikke at gå på
efterløn men arbejde til folkepensionsalderen. Se spørgsmål
11.
12. Hvornår hører jeg fra AAK om
tilbagetrækningsreformen?
AAK vejleder om tilbagetrækningsreformen i februar 2012. Har du
ikke tidligere fået dit efterlønsbidrag udbetalt eller overført til
en pensionsordning, så modtager du et brev fra os, der vejleder dig
om de nye regler.
13. Kan jeg vælge at få mit efterlønsbidrag skattefrit efter 1.
oktober 2012?
Nej, men efter 1. oktober 2012 har du - som i dag - mulighed for at
fravælge efterlønsordningen og få dit efterlønsbidrag overført til
en pensionsordning.
14. Hvis jeg ikke får udbetalt efterlønsbidraget nu, er pengene så
tabt?
Nej. Du kan senere vælge at få efterlønsbidraget overført til en
pensionsordning. Derudover har du mulighed for at gå på efterløn,
hvis du fortsætter med at betale efterlønsbidrag.
15. Hvornår kan jeg gå på efterløn efter de nye
regler?
Din mulighed for at gå på efterløn efter de nye regler afhænger af,
hvornår du er født (dato og år). Efterlønsalderen forøges gradvist
- afhængig af fødselsdag og år. Har du betalt til ordningen,
skriver vi til dig i februar 2012 og vejleder dig om, hvornår du
har mulighed for at gå på efterløn, og hvad du skal være opmærksom
på.
Oversigt over efterløn- og
folkepensionsalder
| Fødselsdato indenfor interval |
Minimumsalder ved overgang til efterløn |
Folkepensionsalder
|
Efterløn hvor længe? |
Før 1. januar 1954
|
60 år |
65 år |
5 år |
1. jan. - 30. juni 1954
|
60,5 år |
65,5 år |
5 år |
1. juli - 31. dec. 1954
|
61 år |
66 år |
5 år |
| 1. jan. - 30. juni 1955 |
61,5 år |
66,5 år |
5 år |
| 1. juli - 31. dec. 1955 |
62 år |
67 år |
5 år |
| 1. jan. - 30. juni 1956 |
62,5 år |
67 år |
4,5 år |
| 1. juli 1956 - 31. dec. 1958 |
63 år |
67 år |
4 år |
| 1. jan. - 30. juni 1959 |
63,5 år |
67 år |
3,5 år |
| 1. juli 1959 - 31. dec. 1962 |
64 år |
67 år |
3 år |
| 1. jan. 1963 - 31. dec. 1966 |
65 år* |
68 år |
3 år |
| 1. jan. 1967 eller senere |
66 år* |
69 år |
3 år |
*Alderen forhøjes, hvis danskernes gennemsnitlige levetid
forøges med mindst 0,6 år første gang med virkning fra 2027. Det
blev aftalt i Velfærdsforliget i 2006
Du kan med fordel også benytte
Beskæftigelsesministeriets efterlønsberegner til at få overblik
over, hvor meget du kan få i efterløn. Klik her
for at komme til beregneren.
