AAK

Ny som ledig - hvad skal du gøre?

Som ny ledig er de mange regler på ledighedsområdet noget af en jungle at finde rundt i. Men når du skal melde dig ledig og søge om dagpenge, er det en ret simpel procedure, der består af to trin.

1. Meld dig ledig på jobcenter

Allervigtigst er det, at du melder dig ledig i jobcenteret. Du skal oprette dig som bruger på Jobnet.dk. og derefter melde dig ledig. Du kan tidligst få dagpenge fra den dag, du har meldt dig ledig på jobcenter, så her er det vigtigt at være i rette tid.

De frister, du skal overholde for at få dagpenge er

  • Du skal tilmelde dig jobcenteret den første ledige dag - altså den første dag, hvor du ikke får løn mere
  • Du skal tjekke dine jobforslag på "Min side" på jobnet.dk én gang om ugen. Du kan få tilsendt en påmindelse fra jobnet.dk, når du skal tjekke det.
  • Du skal lægge dit CV på jobnet.dk hurtigst muligt, og senest 3 uger efter at du har tilmeldt dig til jobcenteret

 

2. Udfyld ledighedserklæring, og send bilag til AAK

Først når du er tilmeldt jobcenter som ledig, kan AAK gå i gang med din sag. Du skal udfylde en ledighedserklæring for, at vi kan afgøre din ret til dagpenge.

Udfyld din ledighedserklæring online. Du vil undervejes få besked om, hvilken dokumentation, du skal sende til os, fx opsigelse mv. Du skal logge på med NemID eller Digital signatur

Er du selvstændig, kan du desværre ikke bruge vores online ledighedserklæring. Gå i stedet til Sådan søger du dagpenge som selvstændig.

3. Send dagpengekort hver måned

Næstsidste søndag i hver måned skal du via Selvbetjening på aak.dk sende et dagpengekort til AAK.

Tilmeld dig til e-boks

AAK sender specifikationerne på dine udbetalinger til din e-boks. Tilmeld AAK til din e-boks. Har du ikke allerede tilmeldt dig e-boks, kan du gøre det her.

Hvad bør du ellers vide?

I løbet af de første 3 uger du er ledig, indkalder vi dig til et møde i AAK. Her vil vi bl.a. informere om dagpengereglerne og alle de andre ting, du skal vide, så du ikke risikerer at komme i klemme i reglerne og miste din ret til dagpenge.

Men vi anbefaler, at du allerede nu bruger lidt tid på at lære hovedreglerne i ledighedssystemet og også vores tilbud at kende. Ikke alt indhold her på aak.dk vil være relevant for dig, men prøv at klikke rundt. Det kan være en god investering at tjekke muligheder og faldgruber

  • De mange regler finder du under Regler. Her skal du især læse om Dagpenge og tjekke Guide til nye ledige for at få en kort introduktion til systemet. Se også Dine muligheder som ledig for at se, hvordan du kan få det bedste ud af din tid som ledig.

 

  • Under Job har vi samlet alle vores tilbud og råd, når det handler om at komme i job. Du kan læse om vores workshops og andre arrangementer, som du kan melde dig til. Se også Jobmatch, hvor du kan læse om dine muligheder for at blive matchet til et job hos private eller offentlige virksomheder.

Ny som ledig - kort fortalt

  • Tilmeld dig til jobcenter. Du kan tidligst få dagpenge fra den dag, du tilmelder dig.
  • Udfyld ledighedserklæring
  • Send dagpengekort via Selvbetjening næstsidste søndag i hver måned.
  • Tilmeld dig e-Boks, så du kan modtage specifikationer på dine udbetalinger fra AAK
  • Tjek indholdet på aak.dk, både når det gælder regler og AAK's tilbud

 

Har du lige afsluttet dit studie?

  • Husk at melde dig ind i AAK som nyuddannet senest 14 dage efter, at du har afsluttet dit studie. Dette gælder også, selvom du allerede er studiemedlem i AAK.
print
 

På workshop hos AAK

Gratis workshops om CV, jobansøgning, jobsamtale eller netværkets muligheder.

Se kurserne her