Du vil på uddannelse

Du har mulighed for at deltage i uddannelse, mens du er ledig. Der er dog regler for, hvor meget undervisning du må tage. Jobcentret vil i visse tilfælde bevillige kurser til dig, hvis de bringer dig tættere på job.

Du kan følge visse former for undervisning, mens du modtager dagpenge. Det kræver, at du selv kan betale for undervisningen, og at det kan godkendes af os efter reglerne om kurser på dagpenge.

Du søger om tilladelse ved at udfylde Erklæring om deltagelse i uddannelse på Mit AKA. Vores endelige afgørelse hviler på en vurdering af den konkrete uddannelse, du gerne vil deltage i. Du skal stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet for fortsat at modtage dagpenge, imens du deltager i uddannelse.

Tommelfingerreglen: Maks. 19 lektioner pr. uge

Som hovedregel gælder det, at du kan deltage i undervisning i op til 19 lektioner om ugen. Kurset må ikke være en del af en fuldtidsuddannelse, der er SU-berettiget. Enkeltfag på universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner vil typisk være SU-berettigede.

Du kan fx deltage i merkonomuddannelsen, meritlærer- og meritpædagog-uddannelsen, MBA, MPA og HD.

Du må gerne deltage i vejledningsforløb og kurser mere end 19 timer pr. uge, hvis de bliver udbudt af faglige organisationer, dvs. a-kasser eller fagforeninger og de tilknyttede jobserviceenheder. Disse kurser må dog ikke vare længere end 2 uger på fuld tid.

Du kan også tage:

  • enkeltfag på gymnasialt niveau på maks. 20 timer om ugen
  • aftenskoleundervisning med støtte ift. folkeoplysningsloven


Du kan kombinere 2-ugerskurser, aftenskolekurser og åben uddannelse. Læs mere om de forskellige uddannelsesmuligheder nedenfor.

Reglerne gælder kun danske kurser og uddannelser.

Kurser og uddannelse via jobcentret

Når du er til samtale med dit jobcenter eller din Anden aktør, kan du høre om deres muligheder for at bevillige kurser og uddannelser, som kan bringe dig tættere på et job. Her vil du ikke selv skulle betale for kurset, og du behøver ikke en tilladelse fra os, da det bliver skrevet ind i Min Plan.

Læs om kurser på de regionale positivlister nedenfor.

Du må følge åben uddannelse op til 6 timer om ugen

Du kan deltage i undervisning på en åben uddannelse, selvom den er en del af en SU-berettiget uddannelse. I det tilfælde må undervisningen højst udgøre 6 lektioner pr. uge eller højst fylde 1/3 af et studenterårsværk. Det kræver desuden, at:

  • du er i første del af din ledighedsperiode
    • Hvis du er under 30 år, kan du deltage i de første 3 måneder, du er ledig
    • Er du over 30 år, kan du deltage i de første 6 måneder, du er ledig
    • Er du 50 år eller derover, kan du deltage i de første 3 måneder, du er ledig 
  • uddannelsen ikke er en del af en ny uddannelse for dig. Fx kan en cand.jur. ikke tage et kursus i økonomi, som kan være led i uddannelsen til cand.merc.

2-ugers kurser, der styrker din tilknytning til arbejdsmarkedet

Du kan deltage i kurser af op til 2 ugers varighed, hvis de er arrangeret af Akademikernes A-kasse, en anden a-kasse, din fagforening eller en anden faglig organisation.

Kurser hos din faglige organisation

Er du medlem af en faglig organisation, er det en god ide at tjekke deres udbud af kurser. Mange organisationer har ligesom Akademikernes A-kasse workshops i jobsamtale og udarbejdelse af ansøgninger og CV.

En del organisationer har desuden særlige tilbud til deres ledige medlemmer.

Højskoleophold for unge under 25

Er du under 25 år gammel, kan du komme på et højskoleophold. Under højskoleopholdet vil du modtage 50 procent af den højeste dagpengesats. Du skal selv betale for højskoleopholdet.

Højskoleopholdet skal ligge inden for de første 6 måneders sammenlagte ledighed. Du skal være aktiv jobsøgende under opholdet. Det er vigtigt, at du orienterer dit jobcenter om højskoleopholdet.

Kurser på de regionale postivlister

De Regionale Arbejdsmarkedsråd rundt omkring i landet udarbejder såkaldte positivlister. Det er lister med kurser, hvor der forventes jobåbninger inden for de næste 6 måneder.

Det er dit jobcenter, der godkender, at du kan deltage i kurserne, og hvis de godkender et kursus, betaler de kursusgebyret, og du kan samtidig modtage dagpenge.  Det varierer, hvor gode dine muligheder er for at få kurser godkendt af dit jobcenter – kontakt derfor dit jobcenter, hvis du vil vide mere om dine muligheder. 

På De Regionale Arbejdsmarkedsråds hjemmeside kan du finde positivlisterne for den region, som du bor i og for tilstødende regioner.

Som medlem har du adgang til en lang række online kurser

Har du brug for at styrke dine kompetencer indenfor et specifikt område, kan du med fordel gå på opdagelse i de online kurser, du som medlem har gratis adgang til. Her tilbyder vi både software-kurser i fx. InDesign og Excel, men også kurser i emner som mødeledelse, projektledelsesværktøjer og digital markedsføring og kommunikation. I de fleste tilfælde kan du også få et kursusbevis efter gennemførslen af kurset. Læs mere om online kurserne i vores medlemstilbud.

Relevante blanketter

Erklæring om deltagelse i undervisning (AK020)